Kan formanden for en afdelingsbestyrelse få dækket tabt arbejdsfortjeneste, hvis han deltager i byggemøder?
Ifølge Lov om almene boliger § 34, stk. 4, må afdelingsbestyrelsen ikke tillægges vederlag for dens virksomhed.
Endvidere skal jeg oplyse dig om, at BL fraråder, at afdelingsbestyrelsesmedlemmer deltager i byggemøder. Begrundelsen herfor er, at det nemt kan give konflikter, specielt i forhold til, hvem der har beslutnings kompetence.
Findes der regler for hvor ofte der skal udbetales bestyrelseshonorar?
Der findes ikke i lovgivningen regler for, hvor ofte der skal udbetales bestyrelseshonorar.
Medmindre der findes en forretningsorden for bestyrelsen med angivelse af regler herfor, er det således op til bestyrelsen selv at bestemme om vederlaget skal udbetales årligt, som mødediæter e.l.
Se evt. Høilunds bog Beboerdemokrati uden begrænsninger, s.281.
Er ordningen med medarbejderobligationer gunstig for boligorganisationer?
Her tænkes på medarbejdsobligationer i henhold til Ligningsloven § 7A, hvor virksomheden kan tildele ansatte en medarbejderobligation vederlagsfrit. Opfylder ordningen visse betingelser skal værdien af de tildelte obligationer ikke medregnes i medarbejdernes skattepligtige indkomst osv.
Det er BL’s opfattelse, at ordningen med medarbejderobligationer ikke er gunstig for boligorganisationer.
Udstedelse af medarbejderobligationer bygger på en forudsætning om, at der oparbejdes et overskud i virksomheden, som medarbejderen senere kan drage nytte af. I en almen boligorganisation må der ikke som sådan oparbejdes overskud og udstedelse af medarbejderobligationer ses således ikke at indeholde nogen fordel for medarbejderne eller boligorganisationen.
Vi påtænker at ansætte nogle skoledrenge til at hjælpe i de grønne områder, så spørgsmålet er, findes der en lønramme for dem, som der gør for piccoliner og kontormedhjælpere?
Der er ikke p.t. aftalt ungdomslønninger i Overenskomsten for Ejendomsservice. Svaret er derfor, at I må bruge overenskomstens lønsatser; disse satser er selvfølgelig skudt langt over målet, så anbefalingen herfra vil være, at I kan henvende jer til den lokale fagforening og prøve at indgå en særlig tidsbegrænset aftale for skoledrengene med en løn som eksempelvis piccoloer og lignende.
I B.L. informerer nr. 10. januar 2011, er der en beskrivelse af en kendelse som omhandler ferietillæg.
I afsnit 4, er en formulering, som kunne tolkes som at BL har anbefalet, at der skulle betales pension af ferie godtgørelse til timelønnede, fra 1993, med henvisning til vejledning fra Danske Pension 1993. Er det tilfældet?
BL har ikke anbefalet, at der skal gives pension af feriegodtgørelse, men man kan godt læse pensionsvejledningen fra 1993, som om dette er tilfældet. Dog indgik der ikke i sagen nogen drøftelse/fortolkning af dette særskilte problem omkring feriegodtgørelsen, hvorfor BL ikke entydig kan sige, om der til timelønnede ejendomsfunktionærer skal betales pension af feriegodtgørelsen.