6009 - Aftale om præmie ved oprettelse af praktikpladser m.m.

Ny præmie for indgåelse af uddannelsesaftaler

Arbejdsgivere kan nu modtage op til 50.000 kroner, hvis de indgår uddannelsesaftaler med elever. Det sker som følge af en ændring af AER-loven, som blev vedtaget for nylig med stemmer fra samtlige partier i Folketinget.

Alle virksomheder, offentlige og private, der tager en elev fra en erhvervsuddannelse i praktik, får nu en kontant belønning på op til 50.000 kroner. Præmien udbetales som 6.000 kroner per måned i tre måneder - svarende til cirka 67 procent af elevens løn i prøvetiden - plus to bonusser på 16.000 kroner, efter prøvetiden er udløbet.

Virksomheder, som ansætter elever fra erhvervsgrunduddannelsen, får tilsvarende forhøjet tilskuddet, fordi løntilskudsperioden udvides til syv måneder.

Aftalen gælder tillige meritelever, men virksomheder kan ikke opsige en elev i prøvetiden for derefter at indgå en ny uddannelsesaftale med samme elev, og derved blive berettiget til den forhøjede præmie og bonus. Dette er ikke en mulighed, da den pågældende genindgåede uddannelsesaftale må anses for at være en fortsættelse af den tidligere aftale. Prøvetiden skal efter fast praksis forstås således, at denne samlet set ikke kan overstige tre måneder, bortset fra en eventuel forlængelse, hvis en elev indgår uddannelsesaftale med en virksomhed i fortsættelse af en tidligere uddannelsesaftale med samme virksomhed.

Ændringen er tidsbegrænset og gælder for uddannelsesaftaler indgået fra den 5. november 2009 til 31. december 2010.

Målet er, at den kontante bonus på op til 50.000 kroner for hver ny praktikplads skal være med til at skaffe 5.000 nye praktikpladser i 2010. Det er aftalt, at den skal gælde for alle uddannelsesaftaler, der indgås efter den 5. november 2009, og frem til udgangen af 2010.

Der åbnes også ekstraordinært for 1.500 yderligere skolepraktikpladser i 2010 fordelt på uddannelserne til blandt andet elektriker, data og kommunikation, mekaniker, snedker, teknisk designer og træfagenes byggeuddannelse. Endelig skal der skaffes flere praktikpladser i staten, kommunerne og regionerne. I alt afsættes 1,35 milliard kroner til pakken.

Digitalisering af Voksen Efteruddannelse (VEU) - administrationen

Undervisningsministeriet samler arbejdsmarkedsuddannelsernes (AMU´s) uddannelsestilbud pr.1. januar 2010, når der åbnes en ny kursusportal: EfterUddannelse.dk.

Med denne portal er det hensigten at stille en nem og smidig adgang for virksomheder og kursister til rådighed, som indeholder informationer om kursusudbud, digital kursustilmelding, onlinebetaling og digital ansøgning om VEU-godtgørelse hovedsageligt på arbejdsmarkedsuddannelsesområdet.

Endvidere sikrer digitaliseringen mulighed for at tilrettelægge effektive arbejdsprocesser for erhvervsskoler og a-kasser, der understøttes af tiltag, som vil gøre det obligatorisk at anvende de digitale løsninger for virksomhederne. 

EfterUddannelse.dk udvikles som et projekt i 3 faser efter følgende aktivitetsplan:

Fase 1: Online kursuskatalog og digital kursustilmelding idriftsættes 1. januar 2010

Fase 2: Onlinebetaling forventes idriftsat 1. juli 2010 og online registrering af fravær forventes idriftsat 1. oktober 2010.

Fase 3: Fuldt digitaliseret VEU-ansøgning forventes idriftsat 1. juli 2011.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Gert Nielsen                   /                     Lars Schmidt

Oprettet: 16. dec. 2009, Senest opdateret: 09. jan. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS