6509 - Dokumentationspakke

Styringsreformen baseret på mål- og aftalestyring mellem kommuner og boligorganisationer træder som bekendt i kraft i 2010, og herefter skal boligorganisation og kommune mødes en gang om året i en styringsdialog.

Grundlaget for denne styringsdialog er den såkaldte dokumentationspakke, hvor en række fakta og vurderinger af situationen i boligafdelingerne og omkring boligorganisationens økonomi og drift opstilles.

I løbet af efteråret 2009 har en arbejdsgruppen med repræsentanter fra Indenrigs- og socialministeriet, Landsbyggefonden, KL og BL konkretiseret indholdet i dokumentationspakken og beskrevet procedurer for indhentning af data m.v. Arbejdsgruppens rapport er vedlagt, og den kan også hentes ned fra BL's hjemmeside på www.bl.dk.

Hovedlinjerne i rapporten er, at:

  • dokumentationspakken skal være enkel og ubureaukratisk
  • hovedparten af data i dokumentationspakken dannes automatisk ud fra Landsbyggefondens regnskabsdatabase og andre registre
  • vurderinger, som boligorganisationerne og administrationsorganisationer skal afgive i dokumentationspakken, består i enkle afkrydsninger medmindre boligorganisationen/administrationsorganisationen ønsker at tilføje uddybninger og nuanceringer, herunder resultater af særlige analyser m.v.

Det forventes, at boligorganisationernes/administrationsorganisationernes kan udarbejde deres dokumentationspakker ved at logge ind på en særlig portal drevet af Landsbyggefonden og udfylde digitale skemaer, hvor hovedparten af data automatisk er dannet ud fra forskellige databaser. Dette digitale system forventes klart efter sommerferien 2010. 

Vi vil naturligvis i den kommende tid orientere nærmere om styringsreformen i takt med, at indholdet konkretiseres nærmere. Indenfor meget kort tid forventes det, at bekendtgørelserne om drift, udlejning, normalvedtægter og sideaktiviteter bliver klar fra ministeriets hånd, og de vil straks herefter blive udsendt til medlemmerne. Der følges herefter op med yderligere information og vejledning så hurtigt, som det overhovedet er muligt.

Venlige hilsner 

Gert Nielsen / Bent Madsen

Oprettet: 14. dec. 2009, Senest opdateret: 09. jan. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS