Marimekko-damerne og den danske model

Fra 29. november og en måned frem handler Socialdebatten på Altinget.dk om udsatte boligområder. Altinget.dk har inviteret BL's adm. direktør Bent Madsen til at deltage i debatten.

Debatindlæg af BL's adm. direktør, Bent Madsen

Lad mig starte med at kvittere for, at Altinget elskværdigt har kaldt overskriften for disse ugers debat for ”udsatte boligområder”. Vi er ikke glade for det mere mundrette og ligefremme ord ”ghetto”. Det er ikke fordi vi har fine fornemmelser eller vil lege ordpoliti, men fordi ordet bruges til at tale nedladende om mange familiers hjem i almene boligområder. Og brugt sådan er ordet i sig selv stigmatiserende, for hvem vil flytte ind i en ”ghetto” helt frivilligt? Hver gang en ny ”ghettoliste” offentliggøres, bliver beboerne i områderne forundrede og vrede, når journalisterne pludselig står i deres kvarter og vil vide, om det ikke er forfærdeligt at bo i en ghetto. Svaret er hver gang det samme: ”Vi bor sgu da ikke i en ghetto.” Samme svar får vi, når vi viser boligområder fra ghettolisten frem for internationale gæster – ”this is not a ghetto,” siger de med slet skjult irritation over, at vi tilsyneladende forsøger at tegne et glansbillede af situationen i Danmark.

Samme irritation har læsere af disse linjer sikkert også netop nu. For er jeg ikke i fuld gang med at fornægte og bortforklare nogle af de store udfordringer, som samfundet står overfor. Tværtimod. Jeg er enig i, at ghettoiseringen af Danmark rejser nogle gigantiske udfordringer, som vi stadig langt fra har de nødvendige svar på. Og når jeg bruger ordet ”ghettoisering” er det i betydningen ”steder, hvor mennesker af samme slags klumper sig sammen”. Og de er efterhånden over alt. Hipsterne bor på Nørrebro, de veluddannede børnefamilier samler sig på Østerbro, departementschefer og underdirektører klumper sig i Gentofte, mens de ravbehængte Marimekko-damer og deres kulturradikale mænd finder sammen i nordsjællandske fiskerlejer nær Louisiana og i betryggende afstand af de indvandrere og flygtninge, som de i øvrigt erklærer deres fulde solidaritet med.

Så jo, vi har ghettoer i Danmark. Det mærker vi i særlig grad i de almene boliger.

Igennem de seneste årtier har vi fungeret som samfundets seismograf. I takt med, at hipsterne, de veluddannede børnefamilier, underdirektørerne og Marimekko-damerne klumper sig med ligesindede, er det samme sket i udtalt grad i visse almene boligområder. Allerede i 80’erne begyndte man at sprede nytilkomne flygtninge og indvandrer. Kommunerne fik tilbud om almene boliger, hvis de deltog – og det gjorde mange. Senere i 90’erne blev integrations- og boligpolitikken tænkt yderligere sammen. Men det var langt fra tilstrækkeligt. Der manglede noget, og det fandt vores mange nydanskere ved at flytte sammen i de store almene boligbebyggelser omkring de største byer. Herved er kommet relativt flere med fremmed etniske baggrund og anden kultur. Relativt flere uden kompetencegivende uddannelse. Og relativt flere med lav indkomst og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. De udsatte boligområder er dér, hvor en negativ samfundsudvikling ofte slår igennem først og hårdest, når krisen kradser, og ledigheden stiger.

Segregeringen eskalerer, og det er også en særlig udfordring for Danmarks almene boliger af en anden årsag. Hele fundamentet for ”den danske model” på boligområdet udfordres nemlig. Når vi skal forklare modellen for vores udenlandske gæster fremhæver vi de tre f’er – forening, finansiering og fællesskab. Vi bygger på et demokratisk fundament (forening), og vi er non-profit og har via beboernes kollektive opsparing i Landsbyggefonden økonomiske muskler til at vedligeholde og udvikle vores boligområder (finansiering). Men det tredje f – fællesskab - er udfordret. Tanken om, at almindelige og velfungerende familier bor dør om dør med folk, som - permanent eller midlertidigt - er knapt så velfungerende, er en central krumtap i den danske model, der har sin forankring civilsamfundet. Vi har netop sat en ære i ikke at stuve folk med sociale problemer sammen. I Danmark har vi historisk set formået at blande os med hinanden: Socialt, uddannelsesmæssigt, kulturelt, etnisk. Det har beviseligt virket. Og vi har været stolte af det.

Jeg er inviteret til at deltage i denne debat, og det er jeg taknemmelig for. To bidrag om ”udsatte boligområder”, hvoraf dette er det første, hvor jeg altså gerne vil pointere, at ja, vi har en kæmpe samfundsudfordring med segregering, og den er et spejlbilledet af en ghettoisering i bred forstand i det danske samfund. Vi klumper os alle sammen med ligesindede. Det ligner en megatrend.

Grundlæggende er ikke særligt fornuftigt. De såkaldte klassekammerateffekter – hvor stærke elever trækker de svagere med op – svækkes i bred forstand. Kendskabet til familier i andre livssituationer mindskes. Udsynet mindskes, nuancer forsvinder og mobilitet svækkes. Jeg er ikke i tvivl om, at det både koster vækst og tryghed i samfundet. Denne udviklingen må ændres, og det vil jeg forsøge at give bud på i næste indlæg.

BL har fået nyt website

BL har fået ny hjemmeside med nyt design – og en hel ny opbygning.
Bagved det nye design gemmer sig også en gennemgribende forbedring af vores selvbetjeningsmuligheder.

ti. 03 dec 2013 / Nyheder fra BL

BL og EU laver energibesparelser i almene boliger

ti. 03 dec 2013 / Nyheder fra BL
Oprettet: 05. dec. 2013, Senest opdateret: 07. jun. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS