Almene Boliger fylder i historisk festival om 1970'erne

Fra 9.-25. september løber Golden Days festivalen af stablen i København om Omegn. Golden Days er en årlig historisk festival, der siden 1990’erne har sat fokus på skiftende historiske perioder og temaer. I år årtiet 1970’erne omdrejningspunktet.

Byggeriet af almene boliger satte tydelige aftryk på byernes – og forstædernes – udvikling netop i 1970’erne og årene lige op til. Blokkevis af gode boliger til almindelige mennesker skød op, og mange flyttede fra dårlige og trange forhold i byerne og ud til lys og luft i kanten af byen.

Hovedstaden voksede eksplosivt op gennem det 20. århundrede og fra efterkrigstiden og frem til 1970’erne var byen ramt af boligmangel. Det blev forsøg løst med forskellige reformer, der betød at både parcelhusbyggeriet og byggeriet af store planlagte boligområder tog fart i kanten i af byen. 

Rationelt byggeri i stor skala
Fra begyndelsen af 1960’erne øgede hovedstaden sit areal med 12-13 kvadratkilometer om året. I begyndelsen skete udvidelsen spredt og uplanlagt, men i løbet af tresserne byggede man i højere og højere grad efter lokale storplaner. Her blev bygget efter rationelle principper om stordrift, og de mange store boligområder, der i dag hedder noget med ”-planen” - Ballerup-, Gellerup-, Urban-, Ishøjplanen osv. - så dagens lys.

Urbanplanen

Spise frokost mellem blokkene i en af periodens markante planer; Urbanplanen. Meyers serverer 70’er-inspireret søndagsfrokost, og bl.a. Morten Pape viser rundt i sin barndoms plan. Læs mere her.

Benny

Du kan også tage børnene med til Høje Gladsaxe, og se tegnefilmen Bennys Badekar ved Bennys eget hjem. Læs mere her.

Allerede fra 1958 skulle støttet byggeri tegnes over et målsystem på 30 X 30 cm for at fremme standardiseringen og industriel fremstilling og bygningsdele. Boligministeriets bestræbelser på at hæve produktiviteten i byggeriet kulminerede med vedtagelse af montagecirkulæret i marts 1960. Montagecirkulæret garanterede en minimumsproduktion af montagebyggeri på 7500 boliger over fire år, som blev fordelt over nogle få store projekter.

I 1970’erne oplevede Danmark et større byggeri end nogensinde før. I alt blev der bygget 430.000 boliger. Det betød, at boligmassen blev forøget med over 20 %. Byarealet i Danmark voksede fra 1960 til 1975 til det dobbelte. Man byggede på disse 15 år lige så meget som i hele den foregående Danmarkshistorie. Det var ikke boliger alt sammen, men især parcelhusene fyldte i landskabet. 

Store moderne boliger til folket
Også de almene boliger voksede. 1960’erne og 1970’ernes byggeri adskilte sig markant fra 1950’ernes to og treværelses lejlighederne. Særligt i 1960’erne og de første år af 1970’erne voksede de almene boliger og udstyrstandarden i de almene boliger i næsten samme takt som i parcelhusene. Den øvre ramme for lejlighedernes størrelse var øget til 130 m2, så en stor del af de nye lejligheder var store fire og femrumsboliger med alt moderne udstyr. Det var især i de store planer – i betonblokkene – at de største og mest veludstyrede boliger med spisekøkken, badeværelse og to toiletter indgik. I Gellerupparken var de største lejligheder 129 m2, hvilket i 1972 næsten var på højde med to nye parcelhuse. 

Betonblokkenes sociale deroute
De store planlagte boligområder var bygget til den faglærte arbejde med en hjemmegående hustru og et par børn, men efterhånden betød udviklingen, at den type familier fik råd til eget parcelhus. I stedet flyttede familier fra saneringsramte områder af København ind sammen med skilsmissemødre med børn og unge studerende familier ind. De unge familier flyttede imidlertid videre til parcelhuskvarterene i løbet af nogle år, og i stedet flyttede flere fraskilte mænd og kvinder ind. En del var blevet arbejdsløse i løbet af 1970’erne og flere af de store planer oplevede en social deroute.

Samtidig vidste bagsiden af de nye byggemetoder sig også i løbet af 1970’erne. Frostsprægninger i betonen, utætte vinduer og problemer med flade tage, viste sig efterhånden og det forstærkede bare den nedadgående spiral for de store betonblokke. 

Tilbage til landsbyen
Den fysiske og sociale udvikling i de store planlagte boligområder fra 1960’erne og 1970’ernes første år betød, at man fra midt i 1970’erne fik en mere forsigtig tilgang til byggeriet af nye boligområder. De effektive betonblokke blev afløst af tæt-lave byggeriet inspireret af landsbyen, middelalderen og middelhavslandedes fortættede bykerner. Smalle snoede gader og stiforløb skulle skabe et bedre nærmiljø. Boligområderne var udformet som trafiksikre områder, hvor børnene kunne færdes frit.

I tiden omkring 1970 blomstrede ideer og om græsrodsdemokrati og de nære samfund op. I boligsammenhænge betød en gentænkning af kollektivideerne i mange af de nye almene boligområder. Her var fokus på fællesskabet og de fælles faciliteter. I forlængelse af det nye fokus på fælleskab og nærdemokrati og som en reaktion mod de store planlagte montagebyggerier blev satset massivt på nybyggeri af tæt-lave boligområder med fokus på fællesskabet. 

En stille revolution
Et ikonisk eksempel var Galgebakken i Albertslund. I kølvandet på ungdomsoprøret opstod der også eksperimenter med fællesskab og boligformen i den almene sektor. Fysisk er Galgebakken stort set modsætningen til planlagte af de store planlagte betonblokkes veludstyrede lejligheder. Området, der blev bygget i 1972-74, som et alternativ til det mere intime parcelhus og tiltrak i starten af 1970,erne mange unge progressive familie

Ambitionen var her ikke effektive boliger til familieenheder. I Galgebakken var ambitionen, at arkitekturen skulle være medskaber af en åben og social livsform. Den overordnede ide var at kombinere mange fællesarealer, fleksible stisystemer for at bryde grænserne mellem offentligt og privat rum.

Galgebakken fungerer nærmest som en by i sig selv. Små boligfællesskaber er opbygget om smalle stræder med ca. 10 huse i hver. Husene har kun små private baghaver og helt åbne forhaver. Indgangsdørene er af glas og vender mod hinanden. Køkken - og spiseafdeling griber ud i strædearealet og placerer sig i det fælles areal med store vinduer mod strædet hvor naboer passerer hele tiden. Skellet mellem privat og offentligt rum er nærmest opløst, f.eks. findes der ingen låger og hække som afskærmer den enkelte bolig. Bilen parkerer man uden for selve boligområdet, og dette sikrer at børnene kan lege overalt uden voksne. 

En af 1970’erns vigtigste kritikere af den modernistiske byplanlægning Jan Gehl, der udkom med ”Livet mellem husene” i 1971, roser i en revideret udgave af klassikeren fra 1980 Galgebakken, fordi der er tænkt på beboernes indbyrdes kontaktmuligheder.

Galgebakken

Oplev Galgebakken med egne øjne – og hør hvordan det var at vokse op i et boligområde, hvor skellet mellem offentlig og privat var opløst, når Meyers serverer søndagsfrokost og Maja Lykketoft viser rundt i Galgebakken søndag 11. september. Læs mere her

En by der er blød som en krop
Et andet tidstypisk eksempel på et boligområdet, der med en lettere romantiseret inspiration fra fortidens byer, forsøgte at gøre op med de stringente planer fra årtiets begyndelse er Gadekæret i Ishøj. Da boligområdet i årene 1973-1977 blev opført omkring et gammelt gadekær i den københavnske forstad, var det under mediernes bevågenhed. Der var store forventninger til boligområdet. Samvirke beskrev projektet i en overskrift i 1974 således: ”Den gamle købstad i nutids-udgave”, mens også Politiken, Berlingske m.fl. bragte forventningsfulde artikler. Det var især Gadekærets planlagte ”provinsbypræg”, der fik positiv omtale.

Gadekaeret

Bygherren Vridsløselille Andelsboligforening beskrev selv – med hjælp fra en af tidens toneangivende reklamebureauer – boligområdet som en ”varm gul by”. Gadekæret blev med stor succes ”solgt” på det gamle gadekær med de stynede popler og fællesarealer, der lagde op til masser af fælles aktiviteter. Da lejlighederne var færdige blev de hurtigt fyldt op.

Tag familien under armen og spis frokost i den bløde by 25. september. Læs mere her. 

Et demokratisk forbillede for tæt-lavt boligbyggeri
Som endnu en reaktion på det effektive men ensartede etagehusbyggeri, der nok havde hjulpet på bolignøden, men også vist sig at have sine udfordringer, udskrev Statens Byggeforskningsinstitut i 1971 en konkurrence om nye former for tæt/lavt boligbyggeri. Vinderne blev den unge tegnestue Vandkunsten med et forslag inspireret af ungdomsoprørets samfundskritik.

Tegnestuen efterlyste beboerdemokrati og brugerindflydelse i arkitekturen, og sammen med en gruppe af de kommende beboere videreudviklede tegnestuen forslaget, der efter en årrække resulterede i boligbebyggelsen Tinggården. 

Bebyggelsen er opdelt i 12 såkaldte familiegrupper, der hver består af 12-18 lejligheder i huse placeret omkring et torv eller et stræde. Ikke ulig Galgebakken. Til hver af disse familiegrupper hører dog ikke bare fælles uderum, men et fælleshus med plads til fællesspisning og aktiviteter.

Tingga Rden


Tinggården der er blandt andet inspireret af svenske træhuse, blev et forbillede for tæt-lavt boligbyggeri i Danmark, og er internationalt anerkendt.

Du kan opleve Tinggården på egen hånd, når Arkitektforeningen inviterer på tur til Herfølge. Læs mere her

Oprettet: 29. aug. 2016, Senest opdateret: 09. jan. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS