Learning from the 70's

Mød Eva Harlou, arkitekterne Knud Holscher, Anna Maria Indrio og Jens Thomas Arnfred 15. september. 

Hvad har vi lært at 1970’ernes arkitektoniske udskejelser? Beton og trist byggeri? Bekendelsens time er kommet og som et led i Golden Days Festivalen krydsforhøres tre arkitekter fra tiden til en snak om opfattelser og erfaringer med 70’ernes arkitektur og planlægningstendenser.

Torsdag den 15. september klokken 17-18 slår interesseorganisationen BL – Danmarks Almene Boliger og Arkitektforeningen dørene op for et arrangement, som sætter fokus på den måde, man i 70’erne tænkte vore boliger, hjem og arkitektur på. Akkompagneret af arkitekt og tv-vært Eva Harlou vil gæsterne blive udfordret til at reflektere over, hvordan 70’ernes tendenser påvirkede vores liv dengang og nu.

Forstæderne blev op gennem 1970’erne præget af ideologier om at skabe den perfekte tilværelse væk fra den nedslidte storby. Sammen med en demokratisk tankegang ledte det arkitekturen og byplanlægningen i retning af hurtige funktionelle standardiserede montage- og parcelbyggerier, og også nye måder at tænke fælleskaber ind i arkitekturen.

De tre arkitekter er Jens Thomas Arnfred fra Tegnestuen Vandkunsten, som i 70’erne satte fokus på bofællesskaber og tæt-lav-bebyggelse, eksempelvis Tinggården i Herfølge, Knud Holscher, der har stået bag Odense Universitet og dele af Københavns Lufthavn, hvilke begge bærer præg af 70’ernes arkitektoniske tilbøjeligheder, og Anna Maria Indrio, som bl.a. har været ledende arkitekt på udvidelsen af Statens Museum for Kunst. Alle har sat deres præg på det udskældte 70’er årtis frembrusende og nytænkende bebyggelser.

De erfarne arkitekter vil blive sat i den varme stol for at besvare hvad kan vi egentlig lære af f.eks. Køgebugt-planen, Brøndby Strands bebyggelser, Urbanplanen og Vejleåparken i Ishøj? Hvad fik vi med fra 70’ernes erfaringer med byplanlægning og arkitektur? Hvad var skidt og hvad var godt?

Til arrangementet vil der blive serveret øl, vand, kaffe og snacks som kan nydes under interviewet i BL’s lokaler på Studiestræde 50, København V.

Billetter kan købes her

Oprettet: 07. sep. 2016, Senest opdateret: 09. jan. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS